I 2013 købte min daværende kæreste – nuværende mand – en kolonihave i Ballerup. Beslutningen var overraskende uovervejet. I skrivende stund (eftersommeren 2025) er vi ved at lægge an til at sælge. Det har vi tilgengæld diskuteret til bevidstløshed gennem flere år.
Nedenstående er en smårodet gennemgang af hvad hvad tretten år som kolonister har lært os.
- Køkkenhave på distancen er besværligt i en grad hvor det ikke giver mening for mig. Bærbuske, rabarber og et par hårdføre krydderurter er meget mere tilfredsstillende.
- All hail Pakkelisten! Vi bruger en fælles indkøbsliste-app (OurGroceries, men der findes sikkert andre) til, ja, indkøb. Men vi bruger den også til at pakke. Vi har oprettet en separat liste (‘Pakkelisten’) hvor vi tilføjer det vi skal huske at få med efterhånden som vi kommer i tanker om det, og sletter efterhånden som vi putter det i rygsækken. Nederst kan vi se hvad vi før har haft på listen. Det nedsætter stressen ved at tage afsted med tusind procent. Især med små børn der ikke kan se det sjove i at slå sig igennem uden sutteklud eller eksperimentere med at undvære allergimedicin hen over en weekend.
- Kolonihaveliv rimer dårligt på daginstitution. Og slet ikke på skoleliv. For man skal jo frem og tilbage for hulan. Morgen og eftermiddag. Og så er der grillehygge med klassen og kanotur og børnefødselsdage og legegrupper og hvad ved jeg.
- Der er gradvist sket … noget med det sociale liv i vores forening hen over de tretten år. Fra regelmæssigt hyggeligt samvær med folk vi ellers aldrig ville være blevet venner med til – ingenting. Nada.
- Jeg kommer resten af mit liv til at savne lange solstegte eftermiddage på græsplænen kun afbrudt at ture under udebruseren og ekspeditioner til Abdols kiosk efter is.
- Ligeså ensomme aftener med en praktisk knokleopgave, sushi oppe fra byen og et iskoldt udebad (dét igen).
- Regnvejrsdage hvor hver en centimer af gulvet er dækket af tasker, legetøj og soveløsninger, børn der forsøger at tage livet af hinanden og voksne der bare godt gad kunne lukke en dør og indhente lidt nattesøvn – not so much.
- Vi voksne har henover årene læst hundredevis af bøger mens vi flettede ben i sofaen og solsortene fløjtede. Lige meget hvor meget vi har prøvet, har vi ikke kunnet genskabe det derhjemme.
- Børnenes trampolin her i kolo står ret stille hen efter nyhedens interesse har lagt sig. De har lovning på en derhjemme når vi har fået solgt, som plaster på såret. Meeen, vi venter nok lige til de selv bringer det op ..!
- Mængden af praktiske opgaver forbliver konstant når tid og overskud til det samlede projekt mindskes. Til sidst blev fordelingen mellem arbejde og afslapning ikke god.
- Pligt-, undskyld, fælles-arbejde føles som meningsløs aktivering, muligvis led i en generationskonflikt. Jeg kommer ikke til at savne at hakke græstotter op af gruset på parkeringspladserne to søndage om året i stegende hede, det gør jeg altså ikke!
- Gennem årene har jeg udvekslet hundreder af sms’er med fremmede mødre hvis børn potentielt kunne lege med mine en eftermiddag i sommerferien. Det har aldrig ført til en eneste legeaftale. Moderne mennesker (vi selv inklusive) formår at have travlt, selv når vi ikke har det
- Bytterummet som blev indført for en håndfuld år siden, er som en meget fysisk pendant til Facebook. Der er aldrig rigtig noget at komme efter længere, men alle vader op og tjekker adskillige gange om dagen
