Det overrasker mig gang på gang hvor meget lysere – bogstaveligt og i overført betydning – det hele ser ud i februar. Eftermiddage findes pludselig igen som andet end en træls serie af logistiske gøremål. Hen over en nat er bede dækket af erantis og vintergækker. Stauderne sender de første spirer op og det samme gør skvalderkålen. Der er musvitter overalt.
Opgaver i februar:
Hvis jeg kun når en ting …
Hold (stadig!!) liv i overvintrene planter
Måske begynder det at blive sejpineri nu, måske begynder de at live op. Måske skal de have ekstra vand og lidt kompost.
Hvis der er overskud til mere …
Så chilier
Man kan faktisk komme i gang i februar. Man kan nemlig så chilier. Jeg prøver at ramme 25. februar, som – udover at være min mands fødselsdag og derfor til at huske – er med i det ret korte vindue hvor planterne kan spire uden vækstlys *og* nå at blive modne inden efteråret.
Jeg prøver også at minde mig selv om at jeg er desperat efter forår og fuglesang, ikke efter chilier som sådan. Pointen værende at jeg ikke behøver forspire hundrede bare fordi jeg kan.