Juli

Juli er en lidt svær måned i haven, synes jeg. Det er den første i haveåret hvor jeg tager mig i at tænke, at det måske også bliver fint med lidt fred til vinter …

Vejret er uforudsigeligt, hedebølger og skybrud mellem hinanden. Sneglene er mange og store. Første høst i køkkenhaven er i hus og det der med efterafgrøder bliver altid lidt mere rodet.

Og det hele skal jongleres ind imellem ferie og småture.

Opgaver i juli:

Hvis jeg kun når en ting …

Vand og gød krukkeplanter

Jeg kører et system (i ordets allerbredeste betydning) hvor jeg prøver at huske at vande og gøde hver fredag – fordi jeg en gang hørte udtrykket feeding Friday i et engelsk haveprogram, og det er da til at huske. Chili, tomater, min lille japanske løn og potteplanter på sommerferie på terrassen får gødning hver gang, mens middelhavstyper (rosmarin, laurbær …) får sådan cirka hver anden gang. Derudover er der vand ad libitum til dem der ser tørstige ud i løbet af ugen.

Hvis der er overskud til mere …

Tag nogle sneglerunder

Det giver rigtig god mening at være over sneglene nu. De er store og sultne og så begynder de (i hvert fald de iberiske) at lægge æg i ungefähr august, hvilket vi jo gerne vil undgå.

Overvej en sidste såning

Mange salatagtige ting (ganske alminelig salat, spinat, pak choi og de andre asiatiske bladgrøntsager …) kan godt lide at vokse i det tidlige efterår, så det giver mening at så dem sidst i juli. Sneglesituationen taget i betragtning prøver jeg at forspire og plante ud senere.

Man kan også nå en sidste omgang gulerødder sået i juli, men igen, snegle …

Hold øje med skimmel på kartofler og tomater

Hvis kartofler eller tomater (eller begge, de smitter hinanden) får brune, visne pletter på bladene, kan det snildt være skimmel. Det er noget stads for det ødelægger planterne. Hurtigt.

Hvis kartoflerne er ramt, klipper jeg alle bladene og stænglerne af med det samme. Kartoflerne holder sig fint i jorden, men vokser ikke mere.

Hvis tomaterne er ramt, er det lidt mere tricky, for de er langt fra færdige med at blive modne. Men man kan vinde sig ret meget tid ved at fjerne alle blade med den mindste plet.

Og må de angrebne blade komme i komposten? Tja, jeg gør det fordi jeg har forstået det sådan at sporerne kommer med vinden og fordi min kompost bliver brugt alle mulige steder i haven som ikke lige er køkkenhaven. Lyder det for rogue for din smag, så bare smid dem i den grønne spand.

Høst nogle bær

Bær, åh så mange bær!