
Hvornår: Når som helst, men gerne tidligt om foråret
Hvad skal der bruges:
- Jord fra haven
- Velomsat kompost (fx den kommunale)
- Bladmuld

Min opskrift på spagnumfri pottemuld:
- 1 del havejord
- 1 del kompost
- 1/2 del bladmuld (eller noget andet der kan løsne strukturen. Men bladmuld er bedst)
Bland godt og si eventuelt gennem en fancy sold. Eller gør som jeg og brug bunden af en flad plastikbakke til brød.
Lidt om praktikken
Min største barriere mod at bruge hjemmelavet pottemuld er hvis jeg ikke har den, når jeg skal bruge den.
Løsningen er at være forberedt. Derfor blander jeg en stor portion i en murerbalje om foråret når de åbner for afhentning af kommunal kompost.
Den står så overdækket i en diskret krog gennem hele foråret og sommeren, klar til forspiring, prikling og ompotning.
Hvorfor ikke spagnum?
Jeg bruger aldrig spagnumholdige produkter i haven. Af to årsager: For det første graves spagnum, der består af lag på lag af dødt tørvemos, op af højmoser. Højmoser er en unik og truet naturtype der ikke bare sådan lige kommer igen. For det andet lagrer det uomsatte plantemateriale i spagnum store mængder CO2. Når vi graver det op og bruger det i haven, får det ilt, komposterer og CO2en fiser ud i atmosfæren.
Man kan købe spagnumfri muld-produkter (og jeg gør det i en snæver vending), men de er dyre, sjældne og af svingende kvalitet. I stedet blander jeg min egen spagnumfri pottemuld.
2 kommentarer