Om hippien
Hej. Kirstine her. Jeg er en dame på over fyrre der kører en ret standard forstadshverdag med mand, to børn, Aula, madpakker, bibliotekarjob og klimaangst. Nogle gange får jeg den (hverdagen) til at se præsentabel ud for det utrænede øje, ret ofre synes jeg vi hænger i med neglene.
Jeg voksede op på et nedlagt husmandssted langt ude på landet i Jylland. Vi havde have (and then some!), men den var altid en eftertanke i forhold til fritidslandbruget (får) og diverse gør det selv-projekter. Køkkenhaven var en alvorlig pligt, som børn helst ikke skulle forstyrre, og når min mor prøvede at fortælle mig navnene på de blomstrende buske, glemte jeg dem med det samme i igen.
Da jeg så var i starten af tyverne boede jeg på kollegie i København. Alle mine relationer var mindre end tre år gamle, familien var uendeligt langt væk, det føltes som om vi lige havde været på rustur, men folk talte allerede om jobsøgning og om boligforeninger de var skrevet op i, hvilket jeg ikke engang vidste hvad var.
Og så var der arbejdsdag på kollegiets udendørsarealer og jeg havde det sjovt for første gang i jeg ved ikke hvor længe.
Jeg researchede hvordan jeg kunne få mere af det samme, og fandt nogle nyttehaver ude på Amager. Og siden har jeg haft have i en eller anden form – først urban gardening, siden kolonihave og de senest rækkehushave i forstæderne.
Om haven
Forstadshippiens have er ikke stor. Den befinder sig i en forstad i omegnen af København. Grunden er på papiret knap 400 m2. Når man har trukket rækkehus, sti, skur og flisestykket ude foran fra, er man nede på omkring 200 m2 i en lang smal sydvendt strimmel.
Mikrogeografien indbefatter både en nådesløst varm terrasse helt oppe ved huset og et sneglerigt og skygget område med store træer nede bagerst.
Indtrykket står og vipper mellem kaos og cottage alt efter om vi har fået slået græs eller ej, og man kan føle et strejf af noget klaustrofobisk mellem træerne og de høje rækkehuse.
Vi købte haven – og det medfølgende rækkehus – tilbage i 2016. Vi skulle have vores første barn og det virkede som en god ide at komme ud af den toværelses. Dengang var haven endnu mere skramlet, overgroet og fuld af overraskende mange skure med mere skrammel i. Hvis man satte en planteske i jorden, kom der hundelegetøj op.
De første tre år lod vi den i det store hele være. Dels havde vi nok at gøre som nybagte forældre, dels stak vi af til den kolonihave vi stadig havde på det tidspunkt. Dels virkede det bare lidt overvældende med at det hundelegetøj!
Da jeg endelig gik i gang, gjorde jeg det med en vis bravour. Jeg rev de tre pilrådne skure og så lige carporten ned stort set ene kvinde og fik nogle tømrere til at bygge ét nyt skur ved gavlen. Det var sgu sjovt.
Og så kom corona-årene, vi fik et barn mere, jeg raslede ned i et mentalt sort hul og sled mig op igen museskridt for museskridt. Og med lige så små skridt omdanner jeg haven til det blomstrende paradis, jeg begyndte at se konturerne af.
Kolonihaven besluttede vi os endelig for at skille os af med i 2025. Jeg har skrevet lidt mere om den her.
