
Hvornår:
- Oktober – februar
Hvad skal der bruges:
- Tynde grene af pryd- eller bærbuske
- Beskæresaks
- Jord (bed eller stor potte) at stikke grenene ned i

Stiklingeformering kort fortalt:
Stiklingeformering går ud på at lokke en afklippet kvist til at danne rødder, således at den bliver til en ny lille busk. Det vil den overraskende tit. Det er lidt magisk, meget sparsommeligt og svært tilfredsstillende.
Den nye busk er genetisk en tro kopi af den oprindelige, i modsætning til frøplanter, der altid shaker generne op i et eller andet omfang.
Haveejerens opgave er at undgå at kvisten udtørrer eller rådner inden den når at producere rødder. Her er vinter-stiklinger taknemmelige, fordi jorden er fugtig nok uden at man behøver vande og at kvistene er træ-agtige nok til ikke rådne for et godt ord. Alligevel må man påregne et vist spild.
Jeg må til tider lægge voldsomt bånd på min trang til hele tiden at hive stiklingerne op for at se om de har fået rødder. Det har de ikke godt af.
I stedet skal man holde øje med om stiklingen begynder at sætte nye blade. Gør den det, kan man godt regne med at sejren er i hus. I den perfekte verden lader man den lille nye plante stå endnu nogle måneder eller en sæson inden den skal flyttes. I den virkelige verden kan det være nødvendigt forsigtigt at flytte den til et beskyttet og ikke alt for solstegt sted, fx hvis man skal bruge pladsen i køkkenhaven.
Hvilke planter kan formeres ved vinter-stiklinger:
- De fleste bærbuske: Solbær, ribs, stikkelsbær, hyld (ikke surbær, de skal stiklingeformeres om sommeren)
- De fleste blomsterbuske: Spirea, Kejserbusk, Cornel med flere
- Roser
Lav vinterstiklinger sådan:
- Klip kviste. Gerne af tykkelse som en blyant eller lidt tyndere og gerne 20-30 cm lange. Tag kviste der er friske og føjelige men træagtige.
- Stik dem i jord. Stik kvisten godt ned så det meste er under jorden. Det er vigtigt at den rigtige ende vender opad!
- Vent tålmodigt efter tegn på ny vækst – den kan godt være lidt forsinket i forhold til hvornår buskene ellers springer ud.